Er din hund for tyk? – Hvad kan jeg gøre, hvis min hund er overvægtig?

Erik Aalund
Ejer, Gilpa hundefoder og kattemad

Hvem siger egentlig, at din hund er for tyk? Eller for tynd?

Naboen? Børnene? Din bedre halvdel? Eller dyrlægen ved den årlige vaccination?

Det er ikke altid nemt at se selv. Når man ser sin hund hver dag, lægger man ikke mærke til et kilo eller to ekstra. Det sniger sig ind over en vinter.

Det har vi også prøvet. Labradorer er kendt for at elske mad, og vores har aldrig været en undtagelse.

Her er, hvordan du selv kan tjekke din hund – og hvad du kan gøre, hvis vægten skal ned.

Sådan ser du om din hund er for tynd - eller for tyk

Tre enkle tjek af din hunds vægt

Se på din hund ovenfra. Der skal være en tydelig talje mellem brystkassen og hofterne.

Se på din hund fra siden. Maven skal løfte sig opad fra brystkassen og ind mod bagbenene.

Stryg hænderne langs siden af hunden. Du skal let kunne mærke ribbenene. Du må dog ikke kunne se dem.

Kan du ikke mærke ribbenene, er din hund for tyk. Kan du se dem, er den for tynd.

Er du i tvivl, så spørg en erfaren hundeejer – eller endnu bedre, hundens opdrætter.

Op på vægten

Vej din hund, når den har den rigtige vægt. Så har du et tal at gå ud fra, hvis du senere kommer i tvivl.

Skal din hund tabe sig, så vej den hver 14. dag. Så kan du hurtigt se, om det går den rigtige vej, og justere mængden af foder.

Lys labrador der står på en vægt - og vejer 32,4 kg

Hvorfor overvægt er et problem

En undersøgelse for nogle år siden viste, at omkring 30 % af danske hunde er overvægtige.

Ligesom for os mennesker er de ekstra kilo usunde. De belaster både hundens led og hjerte. Overvægtige hunde har blandt andet større risiko for at udvikle gigt senere i livet.

Vi får tit henvendelser fra hundeejere, der synes, de har prøvet alt. Og vi kender undskyldningerne godt:

"En enkelt frikadelle feder jo ikke."

"De store brune øjne er ikke til at stå for."

"Portionen ser så lille ud – hun bliver jo ikke mæt."

"Et par godbidder skader jo ikke."

Det er sagt af mange hundeejere, der vil det bedste for deres hund. Men husk, det er dig, der bestemmer, hvor meget hunden får at spise dagligt.

Sådan får du din hund til at tabe sig

Det kan være svært bare at skære ned på portionen. Hunden bliver sulten og tigger, og de færreste kan holde til det i længden.

Har din hund flere kilo for meget, er det derfor ofte bedre at skifte til et fedtfattigt foder. Så kan hunden få en portion, der mætter, men med færre kalorier.

Et almindeligt hundefoder har typisk 13–18 % fedt. Et fedtfattigt foder ligger omkring 10 % eller lavere. Her er et par eksempler på gode fedtfattige hundefoder produkter:

Alle fire er fuldfoder, så hunden får alt, hvad den har brug for – bare med færre kalorier.

OBS: Skift foder gradvist over en uges tid. Så undgår du en dårlig mave.

Motion hjælper også. Gå nogle længere ture, og leg gerne med hunden. Det øger forbrændingen og gør slankekuren lettere for jer begge.

Hvor meget foder skal din hund have?

Bag på foderposen står der en fodervejledning. Den er et godt udgangspunkt – men kun et udgangspunkt.

To hunde af samme race og vægt kan have vidt forskelligt behov. En hund, der går på jagt eller træner meget, forbrænder langt mere end en hund, der mest ligger på sofaen.

Så se på din hund og juster dens foderration. Vej portionen i starten, og når du har ramt den rigtige mængde, kan du nøjes med en kop eller lignende.

Tager hunden på, eller lader den foder ligge, får den for meget. Så skru ned.

Du kan læse mere i artiklen Hvor meget foder skal min hund have? og om kalorier i hundefoder.

Pas på med godbidderne

Hvilke godbidder giver du din hund? Og hvor mange om dagen?

Småkager, pølser og frikadeller indeholder langt flere kalorier end hundefoder. De skal regnes med i den daglige ration.

Et godt tip er at bruge en håndfuld af hundens eget fedtfattige foder som godbidder. Dr. John Silver light er rigtig god til det. Den feder ikke, og den fedter ikke i lommen.

Giver du andre godbidder, så træk dem fra i foderskålen.

Er din hund for tynd?

Det modsatte problem findes også. Især aktive jagthunde og unge hunde kan have svært ved at holde vægten.

Se vores råd i artiklen Min hund er for tynd – hvad gør jeg?

Har du mistanke om, at vægten skyldes sygdom, så kontakt din dyrlæge.

Du er altid meget velkommen til at kontakte os, hvis du vil have hjælp til at vurdere din hund eller vælge det rigtige foder. Skriv til kundeservice@gilpa.dk eller ring på 75 26 44 00.

e-mærket logo
DankortVisaMastercardMaestroMobilePayApple PayGoogle PayPayPalViaBillAnyday

Gilpa ApS - Hundefoder & Kattemad  |  Bredmosevej 26, Karlsgårde, 6800 Varde, Denmark  |  CVR 25111397 - Tel: 75264400