Hvorfor spiser hunde græs – og må de det?
Erik Aalund
Ejer, Gilpa hundefoder og kattemad
Hvert forår starter græs-sæsonen hos vores hunde.
Så snart græsset er grønt og saftigt, er de i gang. Især når vi lige har slået plænen.
Må de det? Og kan de overhovedet tåle det?
Kort fortalt: Ja. De fleste hunde spiser græs, og det er som regel helt ufarligt.

Hvorfor spiser hunde græs?
Der er flere bud på, hvorfor hunde spiser græs.
Mange tror, at hunden kun spiser græs, når den har ondt i maven og vil kaste op. Det passer ikke – i hvert fald ikke for alle hunde.
Vores egne hunde er et levende bevis. De har hverken dårlig mave eller kaster op. De nyder bare det friske græs.
De mest almindelige forklaringer er:
- Hunden kan lide smagen og konsistensen
- Det er en naturlig adfærd, som hunden har med fra sine forfædre
- Hunden keder sig og finder på noget at lave
- Hunden mangler fibre i kosten
- ... eller også nyder de blot det saftige grønne græs.
Hvorfor spiser min hund pludselig meget græs?
Det er ikke det samme, om hunden altid har spist lidt græs, eller om den pludselig spiser meget.
Spiser hunden pludselig græs i store mængder, kan det være et tegn på, at maven driller. Nogle hunde gør det også, når de er sultne, eller når der er sket noget nyt i hverdagen, som gør dem urolige – det kan være et tegn på stress.
Se først på det enkle: Har hunden fået nyt foder, er den blevet fodret senere end normalt, eller får den mindre motion end sædvanligt?
Varer det mere end et par dage, eller kommer der andre tegn som opkast eller diarré, så tal med din dyrlæge.

Spiser hunden græs for at kaste op?
Nogle hunde spiser græs som en slags brækmiddel. Det kan være et tegn på, at maven driller.
Sker det en gang imellem, er det normalt ikke noget at bekymre sig om.
Kaster din hund tit op efter at have spist græs, eller spiser den pludselig meget mere græs end normalt, så tal med din dyrlæge. Så kan der være en anden årsag.
Se også vores råd, hvis din hund kaster op, og hvis din hund har dårlig mave.
Det skal du være opmærksom på
Græs i sig selv er ikke farligt. Men der er to ting, du skal holde øje med.
Sprøjtet græs. Lad ikke din hund spise græs på marker, i vejkanter eller andre steder, hvor der kan være sprøjtet eller gødet.
Orm. Hunde, der spiser græs og jord, kan få orm. Hold øje med afføringen, og husk ormekur efter behov. Tal med din dyrlæge om dette.
OBS: Pas også på giftige planter i haven, som f.eks. liljer, rødtop og kirsebærlaurbær. Se flere i vores oversigt over, hvad hunde ikke må spise.
Hvalpe og græs
Hvalpe udforsker verden med munden. De smager på græs, blade, pinde og alt det andet, de finder i haven.
Lidt græs gør ingen skade. Hold mere øje med det, hvalpen kan sluge, som småsten og stykker af pinde.
Tænk også over, hvad du bruger i haven. Gødning og sneglegift skal ikke ligge, hvor hvalpen kan komme til det.

Kan man få hunden til at spise mindre græs?
Vores hunde spiser græs – og det får de lov til.
Vil du gerne have, at din hund spiser mindre græs, kan du prøve at give flere fibre. Læs mere om fiber i hundefoder.
Vi har selv gode erfaringer med fibertilskuddet FibreFit Pro til hunde, der spiser meget græs – men selv det holder dem ikke altid fra at spise græs, når de finder noget lækkert, saftigt græs.
Nogle hundeejere oplever også, at et foder med et højt kødindhold hjælper. Til sidst skal det også bemærkes, at en hund, der får nok motion og aktivering, ofte har mindre brug for selv at finde på noget.
Hvornår skal du kontakte dyrlægen?
De fleste hunde spiser græs uden problemer. Men kontakt din dyrlæge, hvis hunden:
- kaster op flere gange, eller der er blod i opkastet
- har diarré, der ikke går over
- er sløv eller ikke vil spise
- pludselig spiser meget mere græs end normalt, og det bliver ved
- kan have spist af en giftig plante eller græs, der er sprøjtet
Har du brug for hjælp til at vælge foder, er du altid meget velkommen til at kontakte os på kundeservice@gilpa.dk eller 75 26 44 00.


